Velkommen hjem / Maria Bordorff

Velkommen hjem

I en forståelse af de psykosociale holdningsændringer til arbejdet, som sættes i forbindelse med samtidens post-Fordistiske produktionsformer, spiller kulturelle forandringer forbundet med et skift fra manuelt arbejde til kognitivt arbejde en betydelig rolle. Fra at have en krop, der går på arbejde og kommer hjem, har vi et sind, som er operativt mere eller mindre hele tiden — selv i “fredet” tidsrum, som når der ultimativt afslappende ses tv-serier hjemme på sofaen.

Mette Clausens udstilling, HJEM II, i en privat bolig i København, taler ind i et varmt emne om komplekse arbejdsforhold og prekæritet i en neoliberal virkelighed — inden for kunsten især men også hos den bredere projektarbejderskare, hvor forholdet mellem arbejdstid og fritid er kollapset.

Installeret blandt hjemmets rekvisitter, glider Clausens værker ind i scenografien «hjem» og bliver en midlertidig del af den private sfære, som udsmykning, men mest af alt som kritiske røster blandt knagerækker og sofapuder.
“Hvem har ansvaret for det her?” lyder teksten på et af de vævede værker i entreen. Sætningen er taget ud af sin oprindelige kontekst, som undertekst til en tv-serie, og kan referere til hvad som helst. Hvem har ansvaret for de ekstreme politiske højredrejninger verden over? Eller, hvem har ansvaret for, at nogen rammes af stress og angst? Spørgsmålet går igen på et af de fotos, der hænger på væggen i køkkenet. Hurtige, uskarpe fotos taget med en mobiltelefon af scener fra en række forskellige tv- serier. Hverdagens små popkulturelle indslag anser Clausen for inspirationsmateriale på lige fod med litterære kilder — en art feministisk omstyrtelse af videnshierarkierne, vil nogen kalde det.

På sofaen ligger et digitalt vævet værk, Tæppe til tiden. Man må gerne folde det ud, så teksten, der er vævet ind i det, kan læses i sin helhed. Det er en tekst om tid og om nedsat læsehastighed.
For Clausen er der ligheder mellem at væve og skrive (Ikke tilfældigt er det, at ordet skrive kommer af det latinske texere, som betyder at væve). De mange forskellige kombinationer af bindinger ser hun som en slags bogstaver i et sprogsystem, og tekstilet – ligesom teksten – som noget nærmest arkitektonisk. I den digitale væveproces er hænderne på arbejde over et tastatur, som i den kognitive arbejdsproces i øvrigt. Men værket taler ikke af den grund uden om en dialog med traditionelt håndarbejde — eller med kvindens domestiske arbejde med hjemmets tekstiler, for den sags skyld. Væveteknikken er den samme, selvom det laves af en computer. Bindingerne udgøres af trådenes gentagede bevægelser over og under hinanden.
I sine væveværker, digitale og håndvævede, arbejder Clausen med billedgengivelser på et strukturelt plan snarere end på et repræsentativt plan, og er interesseret i at dissekere tekstilet ned til mindste enhed i en blotlægning af dets arkitektur. Værket Zoom er fx en binding, forstørret. Når ordene ‘over’ og ‘under’ væves ind i værkerne, peger de tilbage på selve vævestrukturen, på trådenes bevægelser om hinanden. Og når ord som ‘anxious’ eller ‘krop’ væves med ind, bliver de en integreret del af vævningens system.

Clausen har tidligere i den sammenhæng refereret til kapitalismens skiftende affektstrategier, hvor angsten skulle være den dominerende affekt i den nuværende kapitalistiske fase. Som når prekære arbejdsforhold bliver en del af en neoliberalistisk strategi — og fænomenerne «hjem» og fritid ikke længere eksisterer, fordi de er blevet inddraget til aktivitet i den kulturøkonomiske udvindelses fortjeneste. Og hvem har ansvaret for det?
/ Maria Bordorff